SILKEBORG ULDSPINDERI
Silkeborg Uldspinderi er specialiseret i design og fremstilling af boligtekstiler i uld. Det skyldes en stor facination af uld som et unikt naturmateriale, samt dens kvaliteter.
Den rå uld rummer uanede muligheder, idet den varierer alt efter hvilket får den kommer fra, og hvorfra på kloden det stammer. Dertil kommer spindingen, farvningen, vævningen og efterbehandlingen af ulden, der åbner op for en verden af muligheder for at skabe smukke, unikke og gedigne boligtekstiler.
Silkeborg Uld har fulgt med råvaren og ekspertisen ud i verden og etableret egne kontorer i Peru og Litauen, hvor produktionen også foregår. I Peru lever alpakaen, og Litauen er kendt for forarbejdning af tekstiler på et fagligt højt internationalt niveau. Hovedkontoret er stadig placeret i Kjellerup i Silkeborg Kommune.
Silkeborg Uldspinderi bliver grundlagt i 1987, men kan dateres tilbage til 40’erne, hvor familiens første spinderi blev etableret. De er i dag kendt i hele verden på grund af deres evne til omdanne den rå uld til uimodståelige boligtekstiler, som er skabt til at holde i mange år.